You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG
Pressemeddelelse fra 25.04.2024

Hyldest til hverdagens helte

Erhvervsmentorer og Task Force medlemmer anerkendes ved særligt arrangement på Viborg Rådhus den 29. april

 Foto: Flemming Jeppesen. Fokus
Foto: Flemming Jeppesen. Fokus

Mandag den 29. april fra kl. 15.00 til 16.30 danner Viborg Rådhus rammen om en helt særlig begivenhed, hvor frivillige erhvervsmentorer og Task Force Viborg medlemmer er indbudt.

De vil ved et hyldestarrangement blive hædret for deres betydningsfulde arbejde med at hjælpe unge ind på arbejdsmarkedet.

Code of Care Task Force Viborg er en sammenslutning af erhvervsledere i Viborg Kommune, der har en fælles mission om at få flere unge i uddannelse eller i arbejde. Task Force Viborg tror på, at et tæt samarbejde mellem virksomheder og kommunen er vejen frem.

Også erhvervsmentorerne, der hovedsageligt er ansat i små og mellemstore virksomheder i og omkring Viborg, spiller en vigtig rolle i at støtte unge mennesker, som af forskellige årsager står uden for arbejdsmarkedet.

Deres indsats er derfor afgørende for at skabe nye muligheder og veje til beskæftigelse for denne sårbare gruppe.

- Vores erhvervsmentorer har stor betydning, når det handler om at hjælpe unge mennesker ind på arbejdsmarkedet. De hjælper ikke kun den enkelte unge, men har stor betydning for hele Viborg Kommune. Arrangementet er vores måde at sige tak på og anerkende det arbejde og den positive indflydelse, vores mentorer har i lokalsamfundet, siger Ulrik Wilbek, borgmester i Viborg Kommune.

Det er Beskæftigelsesudvalget i Viborg Kommune, der står bag arrangementet, der indledes med en velkomst ved udvalgsformand Anders Bertel.

- Frivillighed er en vigtig dagsorden i hele Viborg Kommune, og derfor er jeg glad for, at beskæftigelsesområdet med initiativer som dette kan vise, hvor stor betydning den frivillige indsats har. Derfor sender jeg også en stor tak til alle vores erhvervsmentorer på vegne af hele Beskæftigelsesudvalget, siger Anders Bertel.

Der er i alt 111 erhvervsmentorer i Viborg Kommune, og godt halvdelen af dem deltager ved arrangementet den 29. april.

Program for dagen:
15.00 Gæsterne ankommer
15.15 Velkomst og tale v/ udvalgsformand Anders Bertel
15.30 Indlæg v/ borgmester Ulrik Wilbek
15.50 Hvad betyder samarbejdet for de unge?
16.00 Netværk på tværs - Beskæftigelsesudvalget er vært ved en snak og en snack

Yderligere oplysninger

Anders Bertel, Formand for Beskæftigelsesudvalget
Tlf. 41 71 95 25 / mail: andb@viborg.dk

Lise Bertelsen, Næstformand for Beskæftigelsesudvalget
Tlf. 21 74 44 64 / mail: libe@viborg.dk